Fortet blev verdenskendt da tyske faldskærmsjægere ved en risikabel aktion først i 2. verdenskrig nedkæmpede fortet, der indtil da blev betragtet som det stærkeste fort i verden.

Imidlertid lå fortet på den tyske invasionsrute gennem Belgien til Frankrig, idet den franske Maginotlinie hindrede den lige vej direkte ind i Frankrig.
Fortet var et af 8 andre forter i orådet. Fortet havde også til opgave at forsvare broerne over Albert Kanalen, samt i givet fald ødelægge broerne før en angriber nåede at erobrede dem.

Fortet var traditionelt opbygget med en fortkrop omgivet af en grav, der kunne beskydes fra en række bunkere. Graven havde også til opgave at forhindre fjendlige kampvogne i at køre op på fortet.

Dybt inde i forkroppen var der indrettet mandskabsfaciliteter med underjordiske gange som forbindelse til de øvrige bunkere. Ialt var der 5 km underjordiske gallerier og gange. Skulle man besøge alle positioner i fortet, ville det tage hele 3 timer.
Ialt var der 17 armerede bunkere enten oven på fortet eller rundt om fortet.

Fortet var armeret med skyts af forskellig kaliber. Det kraftigste var 2 st. 12 cm. kanoner monteret i en panserkuppel Den maksimale skudafstand var 17,5 km. Kuplen har visse ligheder med den på Garderhøjfortet, bortset fra at kanonerne her havde en kaliber på 15 cm.

Den kraftige armering var en del af læren fra 1. verdenskrig, hvor tungt tysk belejringsartilleri skød de Belgiske fortet i grus. Med denne armering kunne fortet skyde helt til den tyske grænse og dermed bekæmpe tysk artilleri.
De 2 kanoner kom dog aldrig i funktion under det tyske angreb, idet ammunitionselevatorerne ikke virkede.Andre steder på fortet var der hæve/sænke panserkupler samt en række snydekupler, for at forvirre fjenden.

Der var flere forhold som afgjorde fortets skæbne. Det belgiske forsvar havde gennem flere år forsømt fortet, ligesom mandskabets uddannelse og rutine var mangelfuldt. Kommandostrukturen var omstændlig og burokratisk f.ex måtte fortet ikke selv beslutte om der skulle åbnes ild.

Tyskernes meget dristige plan med at landsætte faldskærmssoldater over på fortet afgjorde også udfaldet. Soldaterne landede med 11 svæveplan. Havde Belgierne f. ex.befæstet fortets overside med nedbankede jernbaneskinner, havde en landing været umulig.

En anden afgørende faktor var tyskernes udviklede granter med hulladning. På den måde blev der simpelhen forsøgt brændt hul i de meget tykke metalkupler. I ingen tilfælde blev der helt hul, men chokvirkningen og glødende metaldele var nok til at dræbe flere belgiske soldater i kanontårnene samt obervationskuplerne

Siden krigen var fortet i mange år et lukket militært område. I 1986 blev det delvist åbnet for offentligheden og der blev etableret et museum inde i fortet. Fortet er dog stadig militært område, men der er guidede rundvisninger et antal weekender om året.
Fortet har sin egen webside www.fort-even-emael.be