Der var tale om et meget stort byggeprojekt, idet udgravnings- og støbearbejdet ved hver kanonbunker varede ca. 4 måneder. Derefter fulgte to-tre måneder til montering af forskelligt udstyr. Kanonbunkeren har en grundplan på ca. 3000 m2, og til støbningen af den anvendtes ca. 6560 m3 jernbeton. En så stor bunker kunne ikke støbes i én omgang. Derfor blev bunkeren bygget i otte selvstændige sektioner. Arbejdet på de fire bunkere foregik let forskudt, så arbejdere og maskiner kunne flyttes efterhånden som arbejdet skred frem.

15. maj 1941 var byggeriet nået så vidt, at de første to kanoner (nr. 3 og 4) kunne prøveskydes. De to sidste kanoner blev prøveskudt 28. August 1941.
Udover de ovennævnte bunkere blev der i 1941 yderligere bygget en ildledelsesbunker i to etager, en central elværksbunker og to store ammunitionsbunkere. Ammuntionsbunkerne og kanonbunkerne var forbundet ved hjælp af en smalsporsbane til transport af den tunge ammuntion.

Fra 1942 blev der bygget en række nye bunkere for at styrke batteriets nærforsvar. Batteriet havde i alt en besætning på i alt 600 mand.
I 1941 i marts 1941 blev der bygget to ammunitionsbunkere. Ammunitionsbanen er ført igennem bunkeren, der rummer tre ammunitionsrum, hvoraf de to var beregnet til krudt ladninger og det ene til granater. Bunkeren har desuden rum til detonatorer og klimaanlæg.

1943/44 byggedes fire store ammunitionsbunkere, som med deres 3,5 m tykke mure er de kraftigste anlæg i Hanstholm. Arbejdet på bunkerne indledtes i marts 1941 og i juli 1941 var støbningen afsluttet.

Bunker af typen Regelbau S 468 til 38 cm ammunition.
Bunkeren havde det tyske bygningsnummer 1100 M5 og var færdigstøbt den 4. november 1943. Til bygningen af bunkeren gik 5.130 m3 jernbeton. Bunkerens loft og mure er 3,5 m er tykke, og det er dermed den kraftigste bunkertype, som blev bygget i Hanstholm.

Bunkeren er i to etager. I overetagen opbevaredes granater, og ammunitionsbanen går igennem denne del af bunkeren. Krudtladningerne opbevaredes i bunkerens underetage, hvor der desuden fandtes varme- og ventilationsanlæg, som skulle sikre et stabilt og godt klima i bunkeren.
38 cm kanonerne blev styret fra den store ildledelsesbunker,

Ammunitionsbanen er ført igennem bunkeren, således at ammunitionen på togvogne kunne føres til kanonbunkernes ammunitionsrum. Bunkerne rummer tre ammunitionsrum, hvoraf de to var beregnet til krudt ladninger og det ene til granater. Bunkeren har desuden rum til detonatorer og klimaanlæg.

Der blev i efteråret 1943 bygget fire bunkere af en ny type i batteriet.

Den store ildledelsesbunker var dog først færdig-indrettet i december 1941. Indtil da blev batteriets skydning ledet fra en midlertidig ildledelsestation, som blev nedrevet samtidigt med, at den store bunker blev taget i brug.

Bunkeren var i to etager, og havde på taget en 10,5 m lang afstandsmåler anbragt i en stor, drejelig panserkuppel. I bunkerens øverste etage fandtes beregnerrum, hvor pejlinger og afstandsmålinger blev omregnet til skuddata. I bunkerens underetage var beboelse for mandskabet, baderum og toiletter.

Kanonerne

Batteri ”Hanstholm kanonerne var af størrelsen 38 cm . Der var tale om helt moderne skyts, som var konstrueret til brug i de tyske slagskibe af "Bismarck"-klassen.

Standardgranaterne vejede 800 kg, og kunne skydes på en afstand på 42 km. For at nå den maksimale rækkevidde på 55 km måtte anvendes en lettere granat, som vejede 495 kg. På den største afstand havde granaterne en flyvetid på godt to minutter. Kanonerne kunne affyre et skud for hvert 80. sekund.

Hele kanonsystemet vejede ca. 650 tons. Kanonløbet var 19, 76 m. langt og det vejede 110 tons.

38 cm kanonerne blev stående indtil 1951-52, da de blev skrottet og metallet omsmeltet.

Siden 1947 har røret ligget i Tøjhusmuseets gård, men er nu flyttet og opstillet i Hanstholm. Røret var oprindelig beregnet til et tysk batteri ved Oksby (Tirpitz bunkeren), men kanonerne nåede aldrig at blive færdigmonteret.
Der var tale om moderne skyts til montering i slagsskibe af Bismarckklassen. Oprindelig var kanonrørene fremstillet til at omarmere det tyske slagskib Gneisenau, som tidligere havde været udstyret med 28 cm kanoner. Denne omarmering blev imidlertid opgivet, idet skibet var blevet alvorligt beskadiget undet et allieret luftangreb. I stedet valgte man at bruge kanonerne i kystforsvaret