I Juni 1916 havde fortet kun maskingeværer som kraftigste bevæbning og ingen af dem var monteret i pansertårne. Tilmed var en af de undedrjordiske gange blevet åbnet af en granat og nu tildækket med sandsække.
Fortet var bygget i en traditionel polygonform og målte ca. 400 m i tværsnit. Uden for fortet løb der en tør grav i 8 meters dybde. Ved de nordlige hjørner var der anlagt betongallerier. Disse 3 gallerier var (skulle have været) udstyret med revolverkanoner og maskingeværer samt projektører.
Indvendigt var fortet som en lille underjordisk by i 2 etager, hvis enkelte dele var forbundet ved en labyrint af gange.
Fortet var armeret med kanoner monteret i forsvindingstårne. Der var en kortløbet 15,5 cm kanon, 2 stk. korte 7,5 cm kanoner. 3 maskingeværtårne samt 4 stærkt panserede observationskupler.
Efter datidens forhold var kanontårnene overmåde sindrige - deres mekanik blev med små ændringer også anvendt i Maginotlinien
48 tons kontravægte løftede den over jorden i skudstilling, men i det øjeblik hvor fjendens tunge granater faldt for tæt, kunne hele tårnet sænkes ned i niveau med betondækket. Kun en fuldtræffer af sværeste kaliber direkte, kunne sætte tårnene ud af drift.
Hele fortet lå under en beskyyttende kappe af 3 meter jernbeton og over dette lå der store mængder jord. I modsætning til de store belgiske forter, der var styrtet sammen under de tyske 42 cm granater, var betontaget i Douamont bygget som en sandwich konstruktion, hvor sandet virkede som en stødpude imellem de enkelte lag.
Et år før Verdun offensivens begyndelse havde tyskerne beskudt fortet med 62 granater i størrelsen 42 cm. for at vurdere fortets holdbarhed. Tyskerne konstaterede at fortet var indhyldet i røg og støv og troede derfor at det var svært beskadiget. Det var dog ikke tilfælde, trods de meget ubehagelige rystelser inde i fortet.
Derfor kunne den tyske sergent Kunze d. 25. februar 1916 ene mand og uden at blive set kravle ind gennem en åbning til fortet, hvor han tog den stærkt reducerede franke besætning på kun 57 mand til fange.
Nok havde hærledelsen afskrevet fortet, men forsoldaterne ved Verdun, havde fortet stor symbolværdi og tabet sendte chokbølger gennem de franske linier.
De samlede franske tab som følge af fortets fald blev siden vurderet til 100.000 mand. Mens tyskerne havde fortet i deres besiddelse kom de ud for en stor katastrofe. Nogle håndgranater gik af og antændte tanke med brændstof stømmede igennem gange og opholdrum og dræbte alt på sin vej.
De ialt 679 ofte blev syablet i en af fortets kassematter, som derefter blev forseglet med en væg. Her står mange turister og gyser ved tanken om hvad der befinder bag muren.
Den tyske hærledelse var overbevist om at Frankrig ville forsvare byen til det yderste og besluttede derfor at angribe, for at få den franske hær til at "forbløde" og samtidig knække dens kampmoral. Tyskerne angreb med stor voldsomhed og trængte frem til 5 km. før byen, men specielt det franske artilleri påførte dem store tab, hvorefter franskmændene senere generobrede det tabte område.
Tabene på begge sider var tæt på 1.000.000 soldater.
På den baggrund blev det besluttet fremtidens forsvar skulle bestå af endnu større og bedre udstyrede forter.
Resultatet var Maginotlinien
Verdun 1916
Verdun 1916
(Udgivet af Osprey Publishing, der har specialiseret sig i at udgive bøger om militære emner)
Verdun Les forts de la Victoire, 1998
